• Herobanner BG

SYNG DIG GLAD MED FÆLLESSANG

af

MASSER AF FÆLLESSANG I ROSKILDE MED SJÆLLAND SYNGER

Vi kan slet ikke forestille os at skulle undvære fællessangen i Roskilde Kongres- og Idrætscenter. Aftener fyldt med musik, grin, poesi – og faktisk også velvære for kroppen. Indtil videre har vi elleve vellykkede ’Sjælland Synger’ sangaftener i bagagen, hvor hundredvis af sangglade deltagere har fundet sammen om kendte, såvel som mindre kendte, sange fra Højskolesangbogen. Og der er masser i vente. Programmet for 2023 er på vej, og vi har spækket det med masser af fælles musikglæde.

Fællessang I Roskilde 696 X 854 Px

SANG MED FORDELE

Spørger man en af de faste deltagere til ’Sjælland Synger’, Marianne Bjørnlund, så er sangaftenerne i kongrescenteret et rent energiboost til sjælen. Hun har deltaget i alle arrangementer på nær ét, og hun kan slet ikke undvære dem.

’Jeg går til fællessang med min veninde, og vi går altid hjem i bedre humør end da vi kom. Skuldrene er sænket. Smil på læben. Ro inderst inde. Det sidste lyder måske lidt højtideligt, men det er faktisk sådan jeg har det. Vi slutter altid aftenerne af med 1-2 ’godnatsange’, som gør, at man lander et dejlig, fredfyldt sted. Det er virkelig en fantastisk oplevelse’ fortæller Marianne Bjørnlund.

Spørger man forskerne, så har de da også for længst fundet flere gode grunde til, at sang bør fylde mere i vores stressede hverdage. Vidste du f.eks. at vi synkroniserer hjerterytme og producerer lykkehormoner, når vi synger sammen? Samtidig sænkes kroppens niveau af stresshormon, og der frigives endorfiner, der giver følelse af ren velvære og glæde. Sang er med andre ord ikke kun for sjov – det er både stærkt vanedannende, og så har det også en række helbredsmæssige fordele, som bestemt er værd at tage med.

Sjælland Synger I Roskilde 696 X 854 Px

FÆLLESSANG GIVER SAMMENHÆNGSKRAFT

At Roskilde Kongres- og Idrætscenter lægger hus til fællessang er ikke tilfældigt. Udover at være en topmoderne ramme for idræt, messer og store events, så er vi også et moderne forsamlingshus. Et lokalt sted hvor man kan mødes om de små og store oplevelser i livet, og som først og fremmest skaber rum for fællesskabet.

Derfor er ’Sjælland Synger’ også blevet lidt af et hjertebarn for os. Aftener hvor nærheden kan mærkes, og hvor man, uanset udgangspunkt, bliver en del af noget større – på tværs af historien og den tid vi lever i.

’Højskolesangbogen kan noget særligt, når det handler om at bygge bro. Her finder vi både 200 år gamle sange, som vi har sunget igen og igen. Og vi finder de helt nye bud på sange, som vi måske vil synge om hundredvis af år. Når vi synger de sange sammen, så skaber det helt naturligt en kontekst, et tilhørsforhold og ikke mindst en stolthed over at være en del af et folk med en fælles historie’ fortæller Per Krøis Kjærsgaard – der, udover at være vært ved ’Sjælland Synger’ aftenerne sammen med kongrescenterets direktør René la Cour Sell, også er komponist, tekstforfatter og forstander på Osted Friskole og Osted Efterskole.

Har du Højskolesangbogen stående på reolen derhjemme, så er du velkommen til at medbringe den til arrangementet. Vi viser naturligvis også teksterne på storskærm, og der er garanti for et program med både velkendte klassikere såvel som nye, musikalske bekendtskaber. Alle er velkomne, og vi garanterer en både sjov, meningsfuld og hjertevarm oplevelse.

’Første gang jeg deltog i fællessang var emnet ’Kærlighed’. Sange om den første forelskelse, den ulykkelige kærlighed, om at miste og blive ældre. Det var en helt magisk aften, der virkelig satte alle følelser i gang. Et emne som meget gerne må komme igen’ - Marianne Bjørnlund, deltager i ’Sjælland Synger’.

FAKTABOKS

Har du fået lyst til at synge sammen med os, så holder vi ’Sjælland Synger’ 8-10 gange om året. Hvert arrangement har et tema og indimellem inviterer vi en særlig gæst med. Fællessang afholdes primært på hverdagsaftener, men vi kan også sætte en enkelt søndag i spil.

Vil du starte fællessangen op med spisning, så tilbyder vores restaurant en lækker menu til små penge. Det giver ikke nødvendigvis mere skønsang, men alting lyder bare bedre på fuld mave!

Find de næste fællessangsarrangementer nederst på siden og reservér din plads allerede nu.

DEL NYHEDEN MED DINE VENNER

OPLEVELSER I DIN INDBAKKE

FÆLLESSANG OG KONCERTER I ROSKILDE