• Herobanner BG

FÆLLESSKAB, TALENT OG MASSER AF STJERNEDRYS

Der er masser af ’loop’, ’Kina træning’ og ’ballonbolde’ i luften, når bordtennisspillerne besøger hallerne i Roskilde Kongres- og Idrætscenter. For ambitionerne er tårnhøje hos Roskilde Bordtennis, og de lokale klubidoler Michael Maze, Finn Tugwell og Allan Bentsen giver en naturlig tro på, at det næste stjernedrys – eller måske olympiske mester – har sin gang netop her i hallen.

BORDTENNIS ER SJOVT - MEN OGSÅ ALVOR

Du behøver ikke at træne seks gange om ugen og have eliteambitioner for at være en del af Roskilde Bordtennis. Men har du, så er Roskilde Bordtennis ikke til at komme udenom. Klubben har vundet DM i bordtennis 12 ud af de sidste 14 år og haft spillere i kvartfinalerne i Champions League senest i 2019 og 2020.

Med et talentprogram der giver resultater, professionelle trænere og de bedste faciliteter, så er du godt på vej mod medaljerne. Og det er ikke kun dine evner med battet, der bliver udviklet. Som elitespiller er den komplette balance i fokus, og derfor får elitespillerne i Roskilde Bordtennis mulighed for at få gennemgået både fysik, kost og det mentale overskud en gang om året.

Selvom klubben er en af Danmarks største, så er der plads til spillere på alle niveauer. Det handler først og fremmest om sporten, som er både hurtig og rigtig sjov. Og så bliver du fra første dag en del af et unikt fællesskab med masser af samvær, oplevelser og kammeratskab på tværs af alder.

Kontakt Roskilde Bordtennis

EN KLUB I STOR VÆKST

Klubben tæller i dag over 285 medlemmer i alle aldre, og længden på ventelisten vidner om, at interessen for bordtennis virkelig har fået fat i roskildenserne.

Blandt Roskilde Ældre Motions +60’ere finder du over 200 aktive ældre med bat i hånden, og blandt de 8 til 14-årige er der godt 150 begyndere/øvede unge. For en ’talentfabrik’ som Roskilde Bordtennis, glæder man sig over den store interesse blandt de helt unge. Det giver nemlig masser af talent at bygge fremtiden på.

Besøg Roskilde Bordtennis

HJEMMEBANE I ROSKILDE

"Det er super fedt for os at have hjemmebane i Roskilde Kongres- og Idrætscenter, når vi spiller Champions League og Landskampe. Medarbejderne finder altid på gode løsninger og er virkelig hjælpsomme både før, under og efter vores kampe. De gør noget ekstra ud af det og sørger altid for at vi føler os velkomne. Fx fik vi VIP-rummet da vi spillede landskampe – til at slappe af og lade op i – det var virkelig fedt. Jeg giver helt sikkert Roskilde Kongres- og Idrætscenter mine varmeste anbefalinger!"

STJERNERNE MØDES I ROSKILDE

Når der skal dystes for alvor, så foregår det selvfølgelig i Roskilde Kongres- og Idrætscenter.

Fleksibiliteten i hallernes størrelse, publikumstribuner samt lys og lyd i absolut særklasse giver de bedste rammer for sporten, hvad enten det er store stævner eller turneringer i international klasse.

Af samme grund har Bordtennis Danmark i samarbejde med DRTV og kongrescenteret udnævnt Roskilde til officiel ’landskampby’. Det har muliggjort mange store turneringer de seneste år, hvor de absolut bedste spillere fra ind- og udland har dystet på de røde taraflex-gulve – lige midt i Roskilde. Det er da sejt!

Se vores sportshaller