• Herobanner BG

MOTION OG SAMVÆR UDEN ALDER

Ryggen er måske blevet lidt stiv, og tempoet sat ned. Men glæden over at få røde kinder og sved på panden er stor hos medlemmerne i Roskilde Ældre Motion.

Her er den fælles motion noget at samles om – på mere end én måde. For det handler ikke kun om at få Roskildes seniorer ud på badmintonbaner og traveture. Det er i høj grad også et sted at mødes med andre ligesindede – til et kram, en sludder hen over termokanden og en velfortjent ostemad efter endt træning.

EN FORENING FOR ALLE

Roskilde Ældre Motion tæller i dag knap 2.900 medlemmer – og har du lyst, kan du kan sagtens komme på prøve. Med op til 25 forskellige hold, afhængigt af sæson, så er der med garanti noget for enhver smag.

Ram plet til riffelskydning, stræk de ømme muskler ud til yoga eller sæt gang i dansefødderne hos dig og din ægtefælle, når vi tager en svingom på danseholdet. Alle er velkomne - uanset om du er enlig eller vil være med som par. Eneste betingelse er, at du er bosiddende i Roskilde Kommune og fyldt 60 år. Og så skal du have lyst til masser af grin og samvær med andre ældre.

 

Kontakt Roskilde Ældre Motion

TRÆN SOM DE PROFESSIONELLE

En del af vores træning foregår i Roskilde Kongres- og Idrætscenter, hvor vi har adgang til de bedst tænkelige faciliteter. Her mødes vi til badminton, floorball, pickleball, linedance, gymnastik og meget mere. Og selvom vi ikke træner på eliteniveau, så er rammerne bestemt til det.

Hallerne har alt i moderne udstyr, fantastiske omklædnings- og badefaciliteter og ikke mindst et serviceniveau fra personalet udover det sædvanlige. Det mærker vi ikke mindst i sommersæsonen, hvor Niklas og hans team af halmænd minutiøst holder vores krolfbane til punkt og prikke i græsset foran kongrescenteret. Tak for det!

Se vores haller og sale

SENIORER PÅ ROSKILDE FESTIVAL

Vi bliver aldrig for gamle til at gå på festival, og derfor stiller Roskilde Ældre Motion hvert år med et hold på ca. 180 frivillige til årets Roskilde Festival. Her vejleder vi boder og caféer backstage mht. affaldssortering, og når benene bliver trætte, har vi vores helt egen seniorbase at søge hvile i.

Det er en sjov måde at være sammen på og giver samtidig mulighed for at nyde musikken og den gode stemning på pladsen, når ’arbejdet’ er klaret. Mange har været med som frivillige på festivalen de sidste 30-40 år, hvilket siger lidt om, hvor hyggeligt det er.

Læs mere om RÆM