ROSKILDE KONGRES- OG IDRÆTSCENTER PRÆSENTERER
FÆLLESSANG MED PER KRØIS KJÆRSGAARD OG RENÉ LA COUR SELL
Fællessangen tager os i hånden gennem livets faser og store begivenheder: Fødsel og død. Bryllup og skilsmisse. Barndom og alderdom. Dåb og konfirmation. Kort sagt vi synger for livet.
Vi får besøg af Bertel Haarder, som vil løfte sløret for nogle af de sange, som har fulgt ham gennem livet. Bertel Haarder har en lang karriere som folketingspolitiker og EU-parlamentsmedlem bag sig. Han har besiddet et hav af ordførerposter, og har blandt andet været både undervisnings-, indenrigs, og sundhedsminister. Han er derudover også en fremragende sangskriver, som i mange år stod for den musikalske underholdning ved Venstres landsmøder og mange andre arrangementer. Derudover var det en fast tradition, at han hvert år skrev en julesang, som blev sendt til alle folketingets medlemmer.
Som sædvanlig står Per Krøis Kjærsgaard og René la Cour Sell som værter for en aften i fællessangens tegn. Så er det tid til igen at finde Højskolesangbogen og sangglæden frem.
Per Krøis Kjærsgaard har selv leveret op til flere sange til Højskolesangbogen, og er til daglig forstander på Osted Friskole og Osted Efterskole. Han vil i løbet af aftenen få hjælp til at guide gæsterne sikkert rundt i Højskolesangbogen af René la Cour Sell, som er direktør på Roskilde Kongres- og Idrætscenter.
Hvert arrangement har et tema som omdrejningspunkt, og de to værter binder aftenens program sammen med fortællinger om sangene og anekdoter fra hverdagen. Programmet er en blanding af nye og gamle kendinge, som alle er at finde i den nyeste udgave af Højskolesangbogen. Teksterne vil også blive vist på storskærm.
Kaffe og kage i pausen er inkluderet i billetprisen, og det er muligt at spise i restauranten inden arrangementet. Restauranten åbner kl. 17.30.
Roskilde Kongres- og Idrætscenter glæder sig til at slå dørene op for Sjælland synger 2023.
Medbring din højskolesangbog, hvis du har én. Tekst vises også på storskærm. Du kan også låne eller købe et eksemplar af bogen til arrangementet.