• Herobanner BG

SPORT, SAMVÆR OG SJOV FOR ALLE ALDRE

At badminton er en sport for alle aldre, kan man skrive under på i Badminton Roskilde. Her kan du starte til ’babyton’ fra du har taget de allerførste skridt – sammen med mor og far, naturligvis. I den anden ende af spektret slår klubbens ældste medlem på 89 år stadig en velplaceret smash – med en af de 12.800 fjerbolde, som klubben årligt bruger. Tempoet er måske sat lidt ned med årene, men det kalder vi da en sport uden alder!

TRÆNING NÅR DU VIL, SOM DU VIL

Badminton Roskilde er med godt 700 medlemmer blandt Danmarks største badmintonklubber.

Du vælger selv om temperamentet er til morgentræning, individuel træning, hyggetræning eller træning flere gange om ugen. Og du har såmænd også mulighed for uforpligtende at booke en bane i ny og næ, hvis du og en ven vil tage dysten op. Her er plads til alle, der har lyst til at få sved på panden og have det sjovt.

Træningen foregår bl.a. i Roskilde Kongres- og Idrætscenter, der med flere haller, moderne udstyr, gode omklædningsfaciliteter og egen café sætter rammen for en effektiv træning – og et tiltrængt pusterum bagefter.

En gang om året afholdes den store seniorturnering i kongrescenteret, hvor spillere fra hele Sjælland inviteres til Roskilde. Her bliver der råbt ’out!’ og ’du har!’ fra hele 12 baner på samme tid, mens familie og klubkammerater hepper med fra tribunerne.

Se vores haloversigt

BADMINTON ER MERE END EN SPORT

Med en ungdomsafdeling på godt 300 medlemmer er der masser af mulighed for at mødes med andre unge i hallerne. Badminton Roskilde er en klub der vægter det sociale fællesskab højt, så her har du, udover den traditionelle træning, også mulighed for at tage på træningslejr i sommerferien med klubkammeraterne.

En gang om året samles foreningens medlemmer på Roskilde Festival, hvor der bliver skabt midler til at højne aktivitetsniveauet både i ungdomsafdelingen og seniorrækken. Det er naturligvis helt på frivillig basis at deltage, men en suveræn mulighed for at mødes til et par festlige dage sammen med klubben øvrige fjerentusiaster.

Kontakt Badminton Roskilde