Vores store hus er normalt samlingsstedet for masser af gæster, der samles til møder, sport og/eller musik og shows hvor det er vores opgave at pleje og passe på alle vores gæster – store som små. I øjeblikket passer vi på vores gæster og viser samfundssind, ved at følge anvisningerne om at stå sammen – hver for sig. Vi holder dørene lukkede, mens vi, sammen med jer alle sammen, afventer hvornår vi må åbne igen.

Corona-tiden har været en underlig periode for os alle sammen. Folk har været hjemsendte og bekymrede og mange virksomheder er voldsomt udfordret. Coronakrisen har også ramt Roskilde Kongrescenter. Roskilde Kongrescenter løser både kommunale og kommercielle opgaver og er finansieret via et kommunalt tilskud samt indtægter fra kommercielle arrangementer. Da mere end halvdelen af vore indtægter kommer fra Roskilde Kommune har vi ikke kunnet søge hjælpepakker – og da vi er et lukket økonomisk kredsløb skal vi tilpasse vores økonomi efter forholdene.

Alle på kontoret har arbejdet hjemmefra og haft travlt med at ombooke konferencer, koncerter, foredrag og idrætsbegivenheder til senere på året, hvor vi håber at få lov til at slå dørene op. I forvejen havde vi et tæt pakket kulturprogram i efteråret med masser af spændende foredrag og koncerter med populære navne. Det betyder, at der er udsigt til et efterår med masser af kulturtilbud i Roskilde Kongrescenter. Alt sammen afhængig af Corona-situationen.

 

Vores team er blevet mindre

Som konsekvens af Corona-situationen er de kommercielle arrangementer afbestilt i stort omfang og det kan konstateres, at arrangement-bookningen stort set ligger stille. Dette medfører et stort budgetmæssigt underskud og det har derfor desværre været nødvendigt at tilpasse organisationen og spare hvor vi kan. Som konsekvens heraf har vi måttet afskedige en lang række dygtige medarbejdere. Det har været kedeligt for de berørte – specielt fordi det alle er folk, vi ikke har lyst til at sige farvel til.

De tilbageværende har brugt perioden hvor vi ikke har haft gæster i husene til at male, istandsætte og udvikle vore faciliteter, både i Roskilde Kongrescenter og i de idrætsanlæg vi passer: Himmelev Idrætscenter, Viby Idrætscenter, Vor Frue Sognegård og Målfeltet. Lokalerne har aldrigt stået mere velholdt og pæne end de gør nu.

For et konference- og eventsted har vi mærket konsekvenserne fra den første dag med restriktioner, hvor events, shows, møder og konferencer akut blev aflyst, fordi vores kerneopgave: At samle folk, nu er blevet forbudt. Det så ud som om, vi kunne klare os igennem uden at skulle sige farvel til nogen, men desværre er situationen nu sådan, at det har været uundgåeligt. Vi er kede af at skulle sige farvel til gode kollegaer, og det vil ikke blive det samme at skulle starte op igen, uden os alle sammen.

Vi ved, at det er heldige arbejdspladser der får dem, og hvor de i fremtiden kommer til at bidrage til nye gode samarbejder.