af
FEM HANDICAPPLADSER VED ROSKILDE KONGRES- & IDRÆTSCENTER ER NU BLEVET TIL PARAPLADSER
Roskilde Kommune er værtsby for Special Olympics Idrætsfestival 2026, og forud for åbningsceremonien fredag den 29. maj har Roskilde Kongres- & Idrætscenter etableret fem parapladser på centerets eksisterende handicapparkeringspladser. Parapladserne gør inklusion synlig i hverdagen og bidrager samtidig økonomisk til Parasport Danmark.
'ROSKILDES BORGMESTER TOMAS BREDDAM GLÆDER SIG OVER ETABLERINGEN
”Vi er meget glade for at etablere parapladser ved Roskilde Kongres- & Idrætscenter i forbindelse med Special Olympics Idrætsfestival. Det er et konkret initiativ, der sætter fokus på tilgængelighed, inklusion og parasport. Samtidig er vi stolte af at være de første i Danmark med en paraplads med håndbold, der knytter parapladserne til Roskildes stærke håndboldmiljø.” siger Tomas Breddam.
DIREKTØR: 'ET LILLE GREB MED STOR BETYDNING
René la Cour Sell, direktør i Roskilde Kongres- & Idrætscenter:
”Vi er stolte af at lægge rammer til Special Olympics Idrætsfestival og af at kunne bidrage med et konkret tiltag, der gør en forskel i hverdagen. Ved at etablere parapladser på vores eksisterende handicappladser gør vi inklusion synlig for de mange mennesker, der dagligt besøger centeret. Det er et lille greb, men med en stor signalværdi – og en naturlig forlængelse af det værtskab, vi ønsker at stå for.”
”Som kommunalt forankret venue arbejder vi ikke kun med oplevelser, men også med det ansvar, der følger med at være et hus for hele byen. Vores sociale bundlinje handler blandt andet om at skabe rammer, hvor flere kan deltage, mødes og være en del af fællesskabet – uanset forudsætninger. Derfor giver det god mening for os, at parasport også er synlig, når Speciel Olympics er overstået.” siger René la Cour Sell
OPMÆRKSOMHEDEN LEVER VIDERE I BYEN
John Petersson, formand for Parasport Danmark.
”Det er stærkt at se, hvordan Special Olympics bliver brugt som afsæt for noget, der rækker langt ud over selve eventet. Med parapladserne bliver fokus på tilgængelighed og inklusion gjort konkret i hverdagen, og samtidig skabes der en direkte kobling til støtten af parasporten. Det er netop den slags initiativer, der er med til at sikre, at opmærksomheden ikke stopper efter tre dage med idræt, men lever videre” fortæller John Petersson.
PARAPLADS: "DET HER ER KUN BEGYNDELSEN"
Ifølge Marie-Louise Munter, initiativtager til Paraplads, viser Roskilde, hvordan handicapparkering kan bruges til mere end funktionel skiltning:
"Vi har taget et symbol, alle kender, og har givet det en stærkere fortælling. Kørestolssymbolet handler normalt om adgang. Med Paraplads viser vi også, hvad adgangen kan føre til: idræt, fællesskab og et aktivt liv med handicap. Når Roskilde nu kobler parapladserne til byens sportsmiljø, viser det, hvordan konceptet kan vokse langt ud over selve parkeringspladsen. Special Olympics Idrætsfestival er en oplagt anledning, men ambitionen er langt større, og det her er kun begyndelsen”" siger Marie-Louise Munter.

FRA SPECIAL OLYMPICS TIL HVERDAGEN
Med over 100 parapladser etableret i Danmark er Paraplads gået fra idé til konkret handling. Initiativet i Roskilde viser, hvordan eksisterende handicappladser kan bruges til at skabe opmærksomhed om tilgængelighed, parasport og et aktivt liv med handicap.