• Herobanner BG

NYE UDENDØRSBANER TIL PICKLEBALL

af

De topmoderne sportsfaciliteter i Roskilde Kongres- og Idrætscenter er denne sommer blevet beriget med en udendørs lillebror. Tre nye pickleballbaner er blevet optegnet på den 1600 m2 store plads foran Hal D, så særligt ældre motionister med bat og bold nu kan dyrke den fremadstormende sport under åben himmel. Initiativet er en del af kongrescenterets fortsatte investering i faciliteterne for hverdagssporten i Roskilde.

OPTIMALE RAMMER TIL HVERDAGSIDRÆTTEN

I Roskilde Kongres- og Idrætscenter fylder sporten meget – både til hverdag, og når store mesterskaber fylder hallerne. Og uanset om du har landsholdsdrømme eller blot ønsker at få pulsen let op, så skal rammerne være optimale. Det mærker ikke mindst de mange motionister fra Roskilde Ældre Motion, der flere gange ugentligt benytter kongrescenteret til alt fra volleyball, gymnastik og line dance til pilates og badminton.

I 2017 introducerede Roskilde Ældre Motion pickleball i kongrescenteret som et nyt tilbud for deres medlemmer. Faktisk som nogle af de allerførste i Danmark. Sidenhen har spillet, som er en fusion mellem badminton, tennis og bordtennis, fået et solidt tag i de ældre motionister. Så meget, at der i dag er godt 50 aktive pickleballspillere fordelt på tre ugentlige hold.

’Pickleball er en sport for alle. Uanset fysik og tidligere erfaring med boldspil, så kan du være med. Jeg plejer normalt at sige, at når man først har prøvet det, så kan man ikke stoppe. Det eneste krav er faktisk bare et par gode sko og en alder på 60+’ fortæller leder af pickleball i Roskilde Ældre Motion, Hans-Erik Madsen.

Optimale Rammer Til Hverdagsidrætten

NYE BANER LØFTER SPORTEN

I maj 2022 valgte Roskilde Kongres- og Idrætscenter at investere i optegning af tre nye pickleballbaner på pladsen foran Hal D. Pladsen, der til hverdag bl.a. benyttes som udstillingsareal til messer, får dermed endnu en funktion tilføjet. Nu kan de ældre pickleballspillere nemlig svinge battet under åben himmel.

’Det har længe været et stort ønske, at vi kunne afvikle både sommer- og vintertræning i Roskilde Kongres- og Idrætscenter. Med de tre nye udendørsbaner er det lykkedes. Og det i har i den grad løftet sommertræningen til nye højder, især når solen har stået lige så højt som humøret på banen’ afslutter Hans-Erik Madsen.

Selvom træning i det fri betyder, at spillerne skal løbe lidt ekstra efter boldene, så er der naturligvis også tænkt på at gøre den udendørs sport sikker for omgivelserne. Kongrescenterets grønne anlægsteam har nemlig sørget for at plante blomster langs rabatten, så de værste vildskud ikke havner på vejen. Og det er både spillere og bilister omkring kongrescenteret taknemmelige for.

FAKTABOKS

Uanset om du er enlig eller har lyst til at dyrke motion som par, så har Roskilde Ældre Motion et tilbud til dig. Foreningen, der i dag tæller knap 2.900 medlemmer, har et bredt udvalg af aktiviteter der drives af godt 200 frivillige ledere og instruktører.

 

DEL NYHED MED DINE VENNER

OPLEVELSER I DIN INDBAKKE