• Herobanner BG
  • Herobanner BG

af

Murene ud mod parkeringspladsen trængte alligevel til en kærlig hånd, så Roskilde Kongres- og Idrætscenter besluttede at gå hele vejen og toppe renoveringen af med to store vægmalerier af den lokale kunstner No Title. 

Med rigtig mange faglige, kulturelle og sportslige aktiviteter i huset hver eneste dag, sætter de fleste besøgende i Roskilde Kongres- og Idrætscenter pris på den store parkeringsplads, der ligger ca. 25 meter fra vores hovedindgang. Her finder du nemlig over 750 p-pladser, som husets gæster kvit og frit kan benytte.

Alle kan altså hurtigt blive enige om, at parkeringspladsen tjener sit formål, men den er til gengæld ikke særlig køn. Det besluttede vi os for at gøre noget ved.

”Bagsiden af de to parkeringshuse, der vender ud mod Roskilde Kongres- og Idrætscenters parkeringsplads, har i flere år trængt til renovering,” fortæller direktør René La Cour Sell. ”At vi samtidig kunne benytte lejligheden til at forskønne området, er helt i tråd med vores værdier!” fortsætter han.

SELVE PROJEKTET

Inspireret af udsmykningen ved Bønnelyckes Plads inviterede vi kunstneren No Title til at komme med sit bud på, hvordan vi kunne løfte gæsternes allerførste indtryk af vores hus. Resultatet blev to motiver, som begge tager udgangspunkt i husets aktiviteter og måler henholdsvis 22 og 15 meter i længden samt 3,7 meter i højden.

Skitserne til begge værker blev hurtigt godkendt, mens forberedelserne og klargøring af overfladerne tog sin tid. Allerførst skulle der indhentes tilladelser fra hele tre separate boligforeningers matrikler: Roskilde Vestergaard I, II og III og fra NN Parkering & Garage Udlejning ApS, der ejer parkeringshusene. Herefter blev murene afvasket og lappet, og buskadset foran blev ryddet.

Bagsiden af de to parkeringshuse stod klar til forankringsgrunder allerede i begyndelsen af april. Kunstneren måtte dog kortvarigt pause hele projektet på grund af et omfattende snefald omkring påske. No Title lagde sidste hånd på værkerne søndag den 24. april 2022. I alt tog opgaven med at male motiverne ca. 14 dage.

KUNSTNER: NO TITLE

No Title er en kunstner, som arbejder med vægmaleri, gavlmaleri, street art og andre typer af offentlig udsmykning. No Titles vægmalerier kan findes på vægge, mure og gavle i mange byer både i Danmark og i udlandet. Se mere på: www.notitle.dk.
Malerierne er især præget af et enkelt grafisk udtryk og et monokromt farvevalg, som resulterer i iøjnefaldende visuelle verdener. Motiverne tager ofte udgangspunkt i systemer og organiske strukturer i naturen og kroppen samt spændingsfeltet mellem menneskers tankemønstre og relationer.

I alt kan du finde No Titles vægmalerier tre forskellige steder ved Roskilde Kongres- og Idrætscenter: I vores atriumgård og nu også to steder på parkeringspladsen.

OM MALERIERNE

De to mure på parkeringshusene med bagside mod kongrescenteret udsmykkes med to store vægmalerier direkte på muren. Malerierne vil være fremtrædende for gæsterne, når de ankommer til kongres- og idrætscenteret og parkerer - hvad enten besøget drejer sig om kulturelle aktiviteter, et foredrag, en konference, koncert, eller store sports- eller gymnastikstævner.

De to motiver tager udgangspunkt i to forskellige perspektiver på kongrescenterets aktiviteter: På den ene mur er det fællesskabet omkring bevægelsen og den aktive krop, der er i centrum. Her består motivet af en rytmisk komposition af kroppe i bevægelse.

Den anden mur har det reflekterende menneske i ro, der læner sig tilbage og vokser i fællesskab med de andre deltagere.

Hvad enten det er kroppen eller sindet, der er i centrum, strømmer der igennem begge malerierne et gennemgående ornament af snerler, som er et billede på den livskraft og det fællesskab, der binder alle aktiviteterne sammen, og som er umuligt at få bugt med.

DEL NYHED MED DINE VENNER

HOLD DIG OPDATERET PÅ VORES NYHEDER