• Herobanner BG

METTE FREDERIKSEN
BESØGER ROSKILDE

af

Mandag den 12. april besøgte statsminister Mette Frederiksen vaccinationscentret i Roskilde Kongres- og Idrætscenter. Anledningen til det fine besøg var de danske regioners anden store stress-test af den samlede vaccinationsindsats i Danmark. Der var dermed fuld gang i vaccinationerne i vores hus hele mandagen og i alt 2.547 borgere modtog første eller andet vaccinationsstik mod Covid-19.

Formålet med øvelsen, som blev udført på tværs af alle vaccinationssteder i Danmark, var at vurdere den samlede vaccinationskapacitet. Samtidig skulle øvelsen sikre, at de enkelte vaccinationssteder er klar til at udnytte deres kapacitet fuldt ud, når der efterhånden kommer flere vacciner til Danmark. Det overordnede mål er nemlig, at der i Danmark skal kunne vaccineres op mod 100.000 dagligt.

I Roskilde Kongres- og Idrætscenter betød det, at Region Sjælland havde sat maksimalt mandskab ind i vaccinationscentret gennem 8 timer. På den baggrund fik mere end 2.547 borgere i går mandag den 12. april 2021 enten første eller andet vaccinationsstik mod Covid-19 i Roskilde Kongres- og Idrætscenter.

I Region Sjælland fik i alt 19.640 borgere i alderen 65 til 84 år vaccinationen mandag den 12. april 2021 – og ca. 13 % af dem i Roskilde Kongres- og Idrætscenter.

RUNDVISNING I VACCINATIONSCENTERET 

Regionsformand Heino Knudsen (S) og partifælle, Roskildes borgmester Tomas Breddam tog imod statsministeren, da Mette Frederiksen ankom til Roskilde Kongres- og Idrætscenter i går eftermiddag. Sammen var de blandt andet en tur rundt i vaccinationscentret, hvor Mette Frederiksen talte med flere borgere, som netop havde modtaget en vaccination. Statsministeren afsluttede besøget med et pressemøde på parkeringspladsen foran vores  kongres- og idrætscenter.

Heldigvis gik generalprøven på massevaccination i Region Sjællands vaccinationscenter i Roskilde over al forventning. Og ikke engang et besøg fra vores statsminister kunne bringe regionens og vores folk ud af fatningen.

 

KÆMPE INDSATS FRA MEDARBEJDERNE PÅ GULVET

Direktør i Roskilde Kongres- og Idrætscenter, René la Cour Sell var også imponeret. ”Der er ingen tvivl om, at Region Sjælland er godt tilfredse med gårsdagens resultat – ikke mindst takket være en kæmpe indsats fra medarbejderne på gulvet. Jeg er personligt utrolig stolt af vores vaccinationscenter og af hvad vores folk og hus, igen, viser vi kan præstere!” tilføjer René la Cour Sell.

DEL MED DINE VENNER

HOLD DIG OPDATERET PÅ VORES NYHEDER